Klimakteriet

shutterstock_138078233

Klimakteriet er en betegnelse for kvindens overgangsalder og det tidspunkt, hvor menstruationerne ophører. Hedeture og nattesvedeture er de eneste symptomer, som udelukkende sættes i forbindelse med klimakteriet, og de optræder hos over 50 % af kvinderne i den vestlige verden. Der kan opstå pludselige anfald af varme, som stiger til ansigtet eller breder sig over hele kroppen. Om natten kan man vågne badet i sved, og det kan være nødvendigt at skifte det våde lagen. Problemet kan forstyrre nattesøvnen, så man er træt og uoplagt næste dag. Det er meget forskelligt, hvordan hedeturene opleves. For nogle er de ubetydelige, mens de for andre er meget ubehagelige og kan ledsages af rødmen, hjertebanken, trykken i hovedet og træthed. Tynde kvinder, som producerer mindre østrogen i deres fedtvæv, kan få værre symptomer. Kvinder, som kommer tidligt i overgangsalderen pga. operation eller kemoterapi, får særligt kraftige symptomer. Som regel forsvinder hede- eller svedeturene efter et års tid, og i sjældne tilfælde fortsætter de i op til fem eller ti år.

Årsager:
Hedeture sættes i forbindelse med æggestokkenes nedsatte østrogenproduktion i overgangsalderen. Anfaldene skyldes forhøjede niveauer af luteiniserende hormon (LH) på grund af svingende feedbackmekanismer mellem hypothalamus, hypofyse og æggestokke. Syredannende kost, for meget alkohol, stress, vrede og bekymring øger risikoen for voldsomme hedeture. Tobak har samme virkning.

Kurforslag:
Hedeture er et ukendt fænomen blandt mayakvinder, indiske kvinder (fra rajput provinsen) og sikh-kvinder bosiddende i Canada. Hedeture er i det hele taget mindre udbredt i Asien, hvilket indikerer, at der findes en naturlig løsning gennem kosten.

Kostråd: Indtag soja og andre phytoøstrogener – græskarkerner, hørfrø, solsikkekerner, sesam og mandler. F.eks. kan 100 gram tofu og en skefuld malet hørfrø i den daglige kost ofte være nok. Få masser af fibre. Citrusfrugter er rige på C-vitamin og bioflavonoider, som styrker blodkarrene. Prøv eventuelt med chili! Begræns koffeinholdige drikke.

Vitaminer og mineraler:
Et stærkt vitamin- og mineralpræparat i tre måneder, derefter et almindeligt let optageligt tilskud.

Fedtsyrer:
Undgå opvarmede fedtstoffer og animalsk fedt. Spis gode planteolier i hverdagen. Suppler eventuelt med fiskeolie i kapselform.

Urter: Cimicifuga racemosa (sølvlys) og eventuelt Vitex agnus castus (kyskhedstræ), Angelica sinensis (kinesisk kvan). Salvia officinalis (Salvie) anbefales som urtete. 3 kopper dagligt kan gøre underværker. Urter til leveren, nervesystemet eller adaptogene urter kan ligeledes anbefales.
Andet: Specielt udviklede pollenprodukter til overgangsalderen. Spørg i helsekostbutikken. En god kondition styrker bindevæv og blodkar, så sørg for masser af motion. Løsthængende tøj af naturlige materialer mindsker generne ved hedeture. Det kan være en fordel med flere lag tøj, som kan tages af og på enkeltvis. Nogle kvinder sover på et stort håndklæde, som de let kan fjerne, hvis de har svedt for meget. (Kilde: “Sundhedshåndbogen”, af Pernille Lund og Marianne Palm)

Skriv din kommentar her: