Soja og brystkræft

Skærmbillede 2015-01-06 10.22.57

Der er findes en udbredt ide om at soja-produkter øger risikoen for brystkræft. Det er en tragisk misforståelse, da man længe har vidst, at det beskytter imod brystkræft. Det nye er, at der nu også er beviser for, at det kan hjælpe når ulykken har ramt.

Som læge med en stor lidenskab for at bruge kost som medicin, så møder jeg dagligt en lang række kostmyter, men få er så sejlivede og så misforståede som den om soja og dens relation til brystkræft. De fleste har den opfattelse, at sojaprodukter såsom sojamælk og tofu øger risikoen for at udvikle brystkræft, fordi de indeholder et såkaldt plante-østrogen, et stof der til forveksling ligner kroppens østrogen.

Der har også været enkelte dyrestudier, der har vist, at meget høje doser kunne øge risikoen for at udvikle brystkræft. Der har imidlertid aldrig været et eneste studie, der kunne påvise dette fænomen hos mennesker. Tværtimod har talrige studier vist, at soja har en beskyttende effekt, og at desto mere man indtager, desto større er ens beskyttelse.

Når ulykken har ramt

Flere studier, der er publiceret inden for de sidste par år, har vist at det også kan være en særdeles god ide at spise soja selv efter, at man har fået diagnosticeret brystkræft. En analyse af de tre studier på området har vist, at desto mere soja man indtog, desto mindre var både dødelighed og risikoen for, at kræften kom tilbage efter endt behandling.

Blandt de 10% af kvinderne, der indtog mest soja, ca. hvad der svarer til 1 glas soja mælk om dagen, fandt man, at de havde en dødelighed, der var 29% lavere, og de havde 36% lavere risiko, for at deres kræft kom tilbage. Effekten var størst ved dem, der havde den østrogen-følsomme brystkræft, men effekten var også signifikant ved den ikke østrogen-følsomme variant.

Hvordan påvirker soja kræften?

Der er en række mekanismer, der kan forklare hvorfor soja er så effektiv til bekæmpe brystkræft. Først og fremmest har fokus været på den østrogen-lignende effekt af stoffet genistein. Der kan sætte sig på cellers østrogen-receptorer, men uden at aktivere dem, hvorved de blokerer for det naturlige østrogens kræftfremende egenskaber. 

Men ny forskning har også fundet, at det kun er en af måderne hvormed soja kan bekæmpe brystkræft. Det er nu også bevist at der er stoffer i soja, der har evnen til at genaktivere det kræftbeskyttende gen BRCA-1 og BRCA-2. Før, at brystkræft kan udvikles, er kræftcellen nødt til at slukke disse gener, hvilket den gør ved en proces kaldet methylering, og det tyder på, at soja kan fjerne denne methylering og derved genetablere kroppens naturlige kræftforsvar.

Flere grunde til at vælge soja-mælken

Det paradoksale er, at mange har valgt mejeriprodukter frem for sojaprodukter på grund af frygt for brystkræft, selvom mejeriprodukter netop indeholder den problematiske østrogen og det kræftfremkaldende hormon insulin-vækst-faktor-1.

Der er ikke længere grund til tvivl omkring relationen mellem soja og brystkræft, og jeg håber snart, at det bliver almen viden, at soja beskytter imod brystkræft. Ligesom det i øvrigt også virker sænkende på kolesterol, triglycerider og blodsukker. Som om dette ikke skulle være nok, så er der også studier, der viser, at man taber sig ved at drikke sojamælk, og det er endda det farlige fedt på maven, der ryger først.

Referencer

Nechuta SJ, Caan BJ, Chen WY, Lu W, Chen Z, Kwan ML, et al. Soy food intake after diagnosis of breast cancer and survival: an in-depth analysis of combined evidence from cohort studies of US and Chinese women. Am J Clin Nutr 2012 Jul;96(1):123-32.

Kang HB, Zhang YF, Yang JD, Lu KL. Study on soy isoflavone consumption and risk of breast cancer and survival. Asian Pac J Cancer Prev 2012;13(3):995-8.

Wu AH, Yu MC, Tseng CC, Pike MC. Epidemiology of soy exposures and breast cancer risk. Br J Cancer 2008 Jan 15;98(1):9-14.

Bosviel R, Dumollard E, Dechelotte P, Bignon YJ, Bernard-Gallon D. Can soy phytoestrogens decrease DNA methylation in BRCA1 and BRCA2 oncosuppressor genes in breast cancer? OMICS 2012 May;16(5):235-44.

Liao FH, Shieh MJ, Yang SC, Lin SH, Chien YW. Effectiveness of a soy-based compared with a traditional low-calorie diet on weight loss and lipid levels in overweight adults. Nutrition 2007 Jul;23(7-8):551-6.

 

Skriv din kommentar her: